“Som vi ser den høje himmel, de fjerne blå bjerge, sådan synes en blå flade også at vige tilbage for os. På samme måde som vi gerne forfølger en behagelig genstand, der flygter for os, betragter vi gerne en blå, ikke fordi den trænger ind på os, men fordi den trækker os efter sig”. Således skriver digteren Goethe (1749-1832) blandt andet om den blå farves særlige karakteristika i sin bog “Die Farbenlehre”, fra 1810.
Den blå farve er himlens, vandets og de fjerne bjerges farve. Et stort og eksistentielt spørgsmål for mennesker gennem tiderne har været, hvad der gemte sig under den blå havoverflade og bag den blå himmel. Det store uendelige og tomme rum, som samtidig kan indeholde alt. Blåt er på mange måder behæftet med noget seriøst, alvorligt og hemmelighedsfuldt. Det er også farven, der danner overgangen fra lys til mørke, fra dag til nat, og i folkemunde taler man om den “blå time”, også kaldet tusmørketimen. I den katolske kirkekunst afbildes Jomfru Maria i blå kåbe, og farven er dermed synonym med tro og fromhed.
Den blå farve kan, når den fremtræder i en meget mørk udgave, få et næsten forstemmende og vemodigt udtryk. Bluesmusik har jo netop også noget melankolsk over sig.
Blåt sættes ofte i forbindelse med noget sandfærdigt, uplettet, uspoleret, oprindeligt, vist og fromt.
Som symbolfarve relateres den blå farve hyppigt til det royale. De fleste kongelige ordner domineres helt eller delvist af blåt. Den danske Elefantorden, den svenske Serafimerorden, den franske Helligåndsorden samt den engelske Hosebåndsorden er eksempler herpå.
Den blå farve tillægges i ovennævnte eksempler en ophøjet og forfinet værdi, og man taler jo netop også om at have blåt blod i årerne, og stadig er det for mange mennesker noget attraktivt og ganske særligt at blive optaget i “Den Blå Bog”, som er en fortegnelse over rigets betydeligste personer. Udtrykket “at fa det blå stempel” bruges som bekendt stadig og indikerer en form for udmærkelse og anerkendelse i forhold til den pågældendes virke.
De græske himmelguders beklædning var fortrinsvis blå, og Zeus afbildes i blå beklædning. I den katolske kirkekunst afbildes Jomfru Maria i blåt gevandt, og farven bliver dermed synonym med tro og fromhed.
I forbindelse med farveplanlægning kan en kold blå, som betones med hvidt, anvendt på eksempelvis en endevæg, få et rum til at synes større/længere.
Blåt sat i betoning med hvidt og sort ses ofte anvendt steder, hvor man ønsker at sende et signal om ærlighed og pålidelighed, for eksempel banker og forsikringsselskaber.
Man taler også om, at en person med blå øjne er en, man kan stole på, men samtidig er det at være “blåøjet” betegnende for en lidt naiv person.
I 1300-tallets spanske fængsler anvendte man violet på cellevæggene, da man mente, at farven ville gøre det svært for fangen at sammenholde tankerne, virke distraherende og dermed gøre det lettere at afhøre den pågældende.
Før i tiden, inden man kunne fremstille den blå farve ad syntetisk vej, har det blå pigment været særdeles kostbart. Kirke, konge og adel har haft midlerne til at erhverve det og der med gjort det til en form for status. Almuen har typisk anvendt jordfarver.
– Af Søren Scheffmann