“Den grønne farve er som en tyk, gennemsund, ubevægeligt liggende ko, der drøvtygger den kun er i stand til at betragte verden med bløde, sløve øjne”.
Ovennævnte er en af det abstrakte maleris store pionerer Wassily Kandinskys (1866-1944) karakteristik af den grønne farve.
Som de andre kulører er grønt i forskellige afskygninger kendt langt tilbage i tiden. Blandt andet anvendtes schweinfurthergrønt, som indeholdt arsenik, til blandt andet bemaling/imprægnering af træværk på skibe.
Det fortælles, at Napoleon holdt meget af grønt, og at han som krigsfange på St. Helena havde schweinfurthergrønne vægge. Nogle forskere mener, at det var afdunstningen af arsenik fra den grønne farve, som var årsag til hans død i 1821.
Den grønne farve er godt for øjnene og virker beroligende, siger man, og blandt andet derfor anvender man ved eksamen stadig på nogle institutioner en grøn dug.
På dansk kommer grønt og “at gro” fra samme sprogstamme, og vi forbinder jo også den grønne farve med vækst, grøde, det levende, foråret. Det grønne træ er også livets træ.
Grønt er også håbets, genfødslens og ungdommens farve.
Grønt er i modsætning til gult, rødt og blåt en farve, man som bekendt kan blande sig frem til ved anvendelse af gule og blå pigmenter.
I Koranen beskrives “en grøn drøm”, noget af det ypperste man som rettroende muslim kan opleve, og mange muslimske lande har grønt i deres flag. Disse lande er for en stor parts vedkommende golde ørkenlande, hvor den grønne netop giver kontrast og virker som symbol på et håb om snarlig vækst og grøde.
I nogle afrikanske lande anvendes turkisgrønt på porte og døre, da man mener, at farven virker beskyttende mod onde ånder.
I kristendommen sættes grønt i forbindelse med Helligånden – det udødelige, sejren over det onde.
I den katolske kirkekunst bliver Jomfru Marias moder, Sankt Anna, altid afbildet med grøn beklædning.
Den grønne farve er også frihedens farve og blev anvendt som bannerfarve for folkets sejr over tyranni og undertrykkelse, eksempelvis frihedstræet og majstangen.
Grønt blev i 1536 den lutherske reformations banner- og symbolfarve.
Som signalfarve sættes den også i dag i relation til frihed. Det grønne lys i lyskurven betyder som bekendt fri bane, frit lejde, fremad.
Som de andre farver, har også den grønne flere sider og er altså ikke kun behæftet med positive associationer.
Den er også dødsrigets farve, og en kold, bleg grøn er Djævelens og Satans farve.
Man taler om at være grøn i ansigtet og grøn af misundelse, og farven kan også stå som symbol for umodenhed og naivitet.
Ved farvesætning af rum anvendes den grønne ofte på væggene, når man ønsker et stille og lidt beroligende udtryk. Farven er i den forbindelse betonet/brudt med både hvidt og sort. Som træværksfarve, ud- og indvendigt, er forskellige grønne nuancer nogle af de hyppigst anvendte, herunder grøn umbra, portgrøn, vogngrøn, københavnergrøn osv.
– Af Søren Scheffmann