af Søren Scheffmann
“Hun er den fornemste af dem alle her! Hun er af spansk blod, derfor er hun svær, og ser I, hun har en rød klud om benet! Det er noget overordentlig dejligt, og den største udmærkelse, nogen and kan få, det betyder så meget, at man ikke vil af med hende, og at hun skal kendes af alle dyr og mennesker! Rap jer – ikke ind til bens!”
Således lyder det i H.C. Andersens eventyr “Den grimme ælling”, hvor den røde farve indikerer andegårdens matriarkalske hierarki og den gamle ands forfinede og ophøjede status.
I farvernes hierarki, for et sådant findes også i farvernes finurlige og vidunderlige verden, som i så mange andre af livets forhold, står de røde farver øverst.
Rød er en hyppigt anvendt farve, når et livsbekræftende budskab skal formidles og på nogle sprog er rød og smuk det samme, eller næsten det samme ord.
På russisk betyder således “krasnij” både rødt og smukt og “krasnaja djevitsa” betyder en ung, smuk kvinde, og det at forskønne er afledt af “krasnij” og hedder “kratsitj”, som betyder at male.
Det røde pigment er kendt langt tilbage i tiden og er blandt andet fremkommet ved forarbejdning/brænding af okkerforekomster og anvendelse af dyreblod.
Den røde farve har forbindelse med ild, vin og blod og symboliserer både seksualiteten og erotikken såvel som krigen og kampens væsen.
Inden for perceptionspsykologien er rødt kendetegnende ved at være den “hurtigste” og mest aktivt kommunikerende farve, og i den empiristiske farvepsykologi kendetegnende ved at være ovenud populær.
Rødt er på mange måder en farve, som signalerer et positivt budskab. Rødt er jo som bekendt kærlighedens, næstekærlighedens, forelskelsens, lidenskabens, festens og glædens farve.
Varme røde farver anvendt på store arealer i “stille rum” giver os en følelse af imødekommenhed og social tryghed. Den varme glød gør rummet tættere/mindre.
I kristendommen sættes rød i forbindelse med Kristi lidelse og Helligåndens ild, og rød er derfor pinsens farve. Farven står altså her som symbol for martyrium.
Søren Scheffmann (1957-2010) var udlært bygningsmaler og en meget velanskreven faglærer på Odense Tekniske Skole. Han var fantastisk til at inspirere andre med sin passion for farver.
Som kunstmaler var han inspireret af ekspressionismens kantede linjeføring og stærke farver. Et eksempel er værket ”12 portrætter” fra 1990, hvor ansigterne på trods af en maskeagtig forenkling giver et stærkt indtryk af 12 individuelle personligheder.