“Er sort ikke en farve? Vrøvl! Sort er farvernes dronning”, således udtrykker maleren Renoir sit lidenskabelige forhold, og i øvrigt mesterlige anvendelse i sin kunst, til denne, den mørkeste af alle farver.
Den sorte farve er nattens uigennemtrængelige farve, og vi taler da også om den begsorte nat og sorte uvejrsskyer, som gør den lyse dag mørk.
Sorte og meget mørke farvetoner er igennem årtusinder kendte anvendte pigmenter, som sodsort, bensort, druesort, kønrøg, etc. Det er pigmenter, som har været let tilgængelige og lette at forarbejde, når mennesker med inspiration fra naturens mangeartede form og farvemæssige udtryk har følt sig kaldet til at billedliggøre denne forunderlige verden.
De sorte farver er nattens og mørkets farver, og de kan virke både kraftige, mægtige og hemmelighedsfulde og signalerer noget magisk og okkult.
Farven sort er på vores nordlige breddegrader, og i vores kulturkreds, symbolet for sorg og død, men anvendes også, hvor et raffineret og forfinet udtryk ønskes, som for eksempel en sort habit, sorte lædermøbler, den blanke sorte limousine osv.
Grupper af mennesker, som ønsker at sætte normer, som er afvigende for det eksisterende samfunds normer, har ofte anvendt sort som deres signalfarve for eksempel sørøvere, pirater, rockere og BZ’ere.
Maleren Tintoretto (1548-1614) gjorde som andre af datidens kunstnere stor brug af den sorte farve i sin billedkunst. Hvorimod 1800-tallets franske impressionister fjernede den fra deres palet. I moderne malerkunst tillægges den sorte farve i forskellige varianter ofte stor betydning og står som symbol for utrygheden i tiden.
Ved farvesætning af bygninger anvendes den sorte farve, i sin “rene udgave”, relativt sjældent på større arealer, men indgår meget ofte i betoningen af hvidt og kulører.
– Af Søren Scheffmann