– Om de liturgiske farver
Under ”hverdagens” gudstjenester er præsten i den danske folkekirke iført en sort præstekjole. Men under de kristne højtider bærer han eller hun en messehagel.
Ordet liturgisk betegner i øvrigt, hvad der har med gudstjenesten og dens forløb af handlinger og ritualer at gøre.
Messehagelen er et prægtigt stykke stof – ofte udført i silke og filt.
Hagelen har farver efter højtiden. I den protestantiske kirke bruges gerne fire – i sjældne tilfælde fem – messehagler, alt efter kirkeårets forløb.
Den grønne messehagel hører til i Trinitatistiden, det vil sige sommeren. Her er grundfarven en nuance af grøn, og symbolsproget bygger på vækst: Korn, blomster og deslige.
Den violette messehagel anvendes under bod og faste – i tiden op til advent og igen efter jul op til påske. Her symboliseres Jesu lidelse eksempelvis med afbildninger af tornekroner.
Den røde messehagel kommer frem under Sankt Stefans Dag, 2. juledag og i pinsen. Sankt Stefan blev stenet til døde, og symbolsproget henfører gerne til ild og blod.
Så er der festhaglen – sat i hvid eller måske lyse, gule farver. Festhaglen bruges i påsken, på Juledag og Alle Helgens Dag.
Den helt sjældne, den sorte messehagel er kun fremme Langfredag.
Messehaglen som liturgisk klæde har været kendt og brugt siden tidligste tid. I den katolske tradition skal haglen gerne præge og dominere kirkerummet, mens vi i den protestantiske kirke hellere ser messehaglen indpasset i kirkerummet.
BILLEDET: En messehagel er et kostbart stykke klæde. Messehagelen består af fine materialer, og det tager rigtig mange timer at frembringe én. I 2016 afleverede brodøse Lizzi Damgaard, Selskabet for Kirkelig Kunst, en grøn messehagel til Vor Frelser Kirke. Tv. Lizzi Damgaard, th. præst Marlene Lindsten. Kunstneren bag værket var Rikke Salto.